Kvinden, som Universet Slettede

Efter at have mødt krige, imperier, profetier og kræfter, der kan afgøre hele civilisationers skæbne, opdager José Monteiro noget, som selv al magten i Universet ikke kan redde: tiden. Kvinden, som Universet Slettede er en digtsamling, der finder sted efter Slutning A i Begyndelsen på Enden: Menneskehedens Sidste Åndedrag — Gudernes Dom. Den følger forholdet mellem José og Brunix gennem kærlighed, familie, en virkeligheds sidste timer og det minde, der bliver tilbage, når alt andet forsvinder. I 365 dage forsøger José at gøre det, han glemte gennem det meste af sit liv: at leve. Ikke som Montarion, ikke som frelser og ikke som manden, der kan udfordre Universet, men blot som José ved siden af den kvinde, han elsker, og de børn, han byggede et umuligt liv med. Da Universet ændrer sig, forsvinder Brunix fra Historien. Stederne, byerne og stjernerne består, men ingen husker hende bortset fra José. Gennem digte om to verdener, der lærte at røre hinanden, deres sidste år, en families fødsel, nogle timers evighed og ensomheden ved at være den eneste, der husker et liv slettet af Universet, bliver Slutning A til en intim rejse gennem kærlighed, tab, erindring og eksistens. Måske er glemsel en måde at overleve på. José fik ikke det privilegium. Universet glemte Brunix. Det gjorde han ikke. Et poetisk værk fra Montarion Universe. Advarsel: Værket foregår efter Slutning A og indeholder væsentlige afsløringer om den slutning.